Bogmærke
Videnscenter for Velfærdsteknologi

Strategi 2025-2029

Videnscenter for Velfærdsteknologi (VFV) har udviklet en ny strategi for perioden 2025-2029. Strategien sætter rammen for, hvordan vi ønsker at styrke skolernes arbejde med velfærds- og læringsteknologi og sikre, at de nyeste digitale løsninger og teknologier integreres i undervisningen på SOSU-skoler og arbejdsmarkedsuddannelser. Strategien bygger på et solidt fundament af politisk fastsatte mål og en stærk vision for, hvordan teknologi kan forbedre både undervisning og borgernes livskvalitet. Med klare fokusområder og konkrete handlingsplaner, skal vi fremme samarbejde, vidensdeling og kompetenceudvikling på tværs af sektorer og skoler.
Download strategien

Videnscenterets formål

Videnscenter for Velfærdsteknologi arbejder ud fra politisk fastsatte målpunkter og opgaver defineret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som både dækker erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser.

Mål fra STUK

Målet for videnscentrets funktion og værdiskabelse er præciseret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i målene 1-4 og skal opfyldes med størst mulig værdiskabelse for social- og sundehdsskolernes uddannelser.

Videnscenter for Velfærdsteknologi skal sikre, at målene understøttes, og at Videnscentrets indsats og ressourcer fordeles og prioriteres mellem aktiviteter inden for disse mål i overensstemmelse med social- og sundhedsskolernes ønsker og behov.

Mål 1

Understøtte alle udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i at være på forkant med den nyeste viden inden for de teknologiske og didaktiske områder, som videnscentret dækker, samt bidrage til undervisning af høj kvalitet inden for de nyeste teknologier.

Mål 2

Bidrage til opkvalificering og kompetenceudvikling af underviserne på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne, så de har mulighed for at integrere den nyeste viden i undervisningen.

Mål 3

Understøtte videndeling og samarbejde på tværs af udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, virksomheder m.fl.

Mål 4

Understøtte, at flere elever og kursister får viden om og interesse i erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne gennem attraktive faciliteter og formidling af de teknologiske og didaktiske områder, som videnscentret dækker.

Opgaver fra STUK

Videnscenter for Velfærdsteknologi skal, ligesom de øvrige videnscentre, varetage en række generelle opgaver, som blev fastsat politisk af aftalekredsen bag erhvervsuddannelsesreformen fra 2015. De følgende opgaver er relevante for Videnscentrets funktion i forhold til social- og sundhedsuddannelserne, erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne og den tilhørende sektor.

Tilgængelighed

Sikre, at det er muligt for alle elever og kursister på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne, som videnscentret dækker, at få gavn af videnscentrets kapacitet.

Undervisningsforløb- og materialer

Udvikle og formidle nye undervisningsforløb og -materialer til alle udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, som videnscentret dækker. Udarbejdelsen af de nye undervisningsforløb og -materialer skal tage afsæt i en løbende dialog med bl.a. relevante faglige- og efteruddannelsesudvalg.

Netværk

Understøtte relevante netværk for udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser på videnscentrets område. Netværksarbejdet kan ske i samarbejde med relevante faglige- og efteruddannelsesudvalg.

Vidensdeling

Samle og formidle ekspertviden om ny teknologi på videnscentrets område samt udbyde kurser m.v. med henblik på at undervisere på de erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, som videnscentret dækker, opdateres i seneste viden inden for teknologiområdet.

Partnerskaber

Samarbejde med udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, relevante faglige udvalg og efteruddannelsesudvalg og andre uddannelsesinstitutioner, herunder de videregående uddannelser, virksomheder, regionale vækstmiljøer, klimaerhvervsskoler, øvrige videnscentre m.v. med henblik på vidensdeling og formidling.

Videnscenterportalen

Anvende den fælles videnscenterportal for at sikre, at erfaringer, viden, materialer m.v. udviklet i regi af videnscentret deles og gøres tilgængelig for alle udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser.

Strategisk intention

Videnscenter for Velfærdsteknologi bygger på en tydelig vision, mission og et solidt værdigrundlag. Visionen sætter den overordnede retning og beskriver det langsigtede mål, mens missionen tydeliggør Videnscenterets rolle og ansvar i at omsætte visionen til praksis. Værdierne udgør grundlaget for strategien og afspejler de principper, der guider arbejdet og tilgangen til opgaveløsning.

Mission

Videnscenter for Velfærdsteknologi styrker skolernes strategier og praksis inden for social- og sundhedsområdet ved at formidle nyeste viden inden for velfærds- og læringsteknologier. Vi vil inspirere fremtidens fagprofessionelle til at anvende velfærdsteknologi der understøtter borgerens selvstændighed, lige adgang til services og høj grad af menneskelig nærvær.

Vision

Videnscenter for Velfærdsteknologi vil bygge bro mellem mennesker og teknologi. Vores ambition er at styrke teknologiforståelsen hos elever og kursister. Vi vil fremtidssikre arbejdsstyrken og fremme implementeringen af velfærds- og læringsteknologi.

Værdier
  • Mennesket i samspil med teknologi: Teknologi er et middel – ikke et mål. Vi sætter mennesket i centrum ifm. teknologi, der skaber løsninger, forbedrer livskvalitet og understøtter menneskelig værdighed.
  • Partnerskaber: Gennem stærke partnerskaber skaber vi aktiviteter, der styrker og skaber værdi for alle partnere.
  • Bæredygtighed: Vi arbejder for en ansvarlig og bæredygtig udvikling, hvor vi tager hensyn til mennesker, miljø og samfund.

VFV’s definition af velfærds- og læringsteknologi
Velfærdsteknologi dækker over teknologiske løsninger, der understøtter borgere og medarbejdere i social- og sundhedssektoren. Målet er at øge livskvalitet, fremme selvhjulpenhed, styrke arbejdsglæden og effektivisere arbejdsgange. Det kan være alt fra digitale hjælpemidler og sensorer til robotteknologi og kommunikationsplatforme. Læringsteknologi omfatter digitale værktøjer og platforme, der styrker undervisning og læring på social- og sundhedsskolerne. Det kan være alt fra apps og VR/AR til AI-baserede løsninger, der skaber nye pædagogiske muligheder.


 

Handleplan

Videnscenter for Velfærdsteknologi har udarbejdet en strategisk handleplan, der viser indsatser til indsamling, udvikling og deling af viden inden for velfærdsteknologi og digitale læringsteknologier til brug hos landets social- og sundhedsskoler.

Rammesætning

Strategien strækker sig over en femårig periode fra 2025-2029. I forbindelse med udarbejdelsen af strategien og den tilhørende handleplan er der fastlagt målepunkter og opgaver fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), en strategisk intention, konkrete fokusområder samt en årlig mål- og aktivitetsplan. Videnscenter for Velfærdsteknologi målretter sine aktiviteter primært mod undervisere på institutioner inden for social- og sundhedsområdet, hvor praksis og samarbejdspartnere inddrages i aktiviteterne.

Aftalen og fordelingen af handleplanens aktiviteter mellem videnscentret og samarbejdsskoler skal fungere som retningslinjer for indplaceringen af fremtidige udviklings- og implementeringsprojekter. Dette skal sikre, at ansvar for projektledelse og implementering placeres dér, hvor det er mest relevant i forhold til de øvrige strategiske indsatser.

Fokusområder

Handleplanen omfatter fire strategisk prioriterede fokusområder, der refererer til resultatsaftalens mål og konkret understøtter videnscentrenes formål, herunder STUK’s mål og opgaver. Herigennem støtter Videnscenter for Velfærdsteknologi op om skolernes strategier og praksis inden for social- og sundhedsområdet.

Velfærds- og læringsteknologi

Videnscenter for Velfærdsteknologi vil arbejde med en strategi for implementering af velfærds- og læringsteknologier som prioriterer en vidensbank og kompetenceudvikling.

Teknologiforståelse

Videnscenter for Velfærdsteknologi vil udvikle og implementere teknologiforståelse version 3.0.

Simulation

Videnscenter for Velfærdsteknologi vil kvalificere det fortsatte arbejde med simulation og med fokus på VR, AI, velfærdsteknologi og high/low fidelity.

Partnerskaber

Videnscenter for Velfærdsteknologi vil skabe formelle og forpligtigende partnerskaber på sektorniveau, der sikrer kobling mellem uddannelse og praksis.

Mål- og aktivitetsplan

Fokusområderne i handleplanen udmøntes i en årlig mål- og aktivitetsplan, der indrapporteres til STUK. Indholdet i mål- og aktivitetsplanen beskriver konkrete aktiviteter og tilhørende målsætninger, som Videnscenter for Velfærdsteknologi – i samarbejde med STUK – skal arbejde med i forbindelse med sin opgave som Videnscenter i den periode, planen dækker. Praksis og samarbejdspartnere inddrages i arbejdet.

Aftalen og fordelingen af fokusområder mellem Videnscenter for Velfærdsteknologi og samarbejdsskolerne fungerer som retningslinjer for fremtidige udviklingsprojekter, hvor ansvar for projektledelse og implementering placeres der, hvor det giver mest mening i forhold til de øvrige strategiske indsatser.

Indkøbspolitik, arrangements- og indkøbsstrategi

VFV har en målsætning om at afholde bæredygtige arrangementer. I den forbindelse har vi udviklet en indkøbspolitik, arrangements- og indkøbsstrategi, der fastlægger de overordnede mål og rammer for indkøb og afholdelse af arrangementer.

I forbindelse med at videnscentrene modtog en bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet til at udvikle undervisningsforløb og styrke kompetencer inden for grøn omstilling og bæredygtighed, har vi, i videnscentrene, siden begyndelsen af 2022, haft et særligt fokus på den grønne dagsorden. Med bevillingen blev videnscentrenes formål og opgaveportefølje udvidet og omfatter nu både det oprindelige fokusområde inden for velfærdsteknologi samt et fokusområde inden for bæredygtighed. Som led i videnscentrenes arbejde med at gøre en forskel inden for bæredygtighed og grøn omstilling, har vi udarbejdet en fælles indkøbspolitik, arrangements- og indkøbsstrategi, der gør sig gældende for begge videnscentre. Indkøbspolitikken og de vejledende rammer for arrangementsafholdelse kan inspirere arrangører af videnscentrenes kurser, webinarer, faglærernetværksmøder, netværksmøder, konferencer, MasterClasses m.m. til en mere bæredygtig praksis.

Nedenstående dokument samler og uddyber indkøbspolitikken, arrangements- og indkøbsstrategien, der gælder både Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark og Videnscenter for Velfærdsteknologi Østdanmark. Da indkøbspolitikken og arrangementsstrategien gælder begge videnscentre, vil begge videnscentre fremover være inkluderet i benævnelsen Videnscenter for Velfærdsteknologi (VFV).