Bæredygtighed på dagsordenen til afdelingsmøder
Efter SOSU Østjylland fik en dedikeret bæredygtighedskoordinator og tilhørende ressourcer til at udvikle initiativer inden for bæredygtighed, opstod ønsket om at udbrede kendskabet til bæredygtighed og etablere en dialog med underviserne om bæredygtighed. I den forbindelse deltog bæredygtighedskoordinatoren i afdelingsmøder med det formål at udforske bæredygtighedsbegrebet og styrke undervisernes kompetencer til at integrere bæredygtighed både i undervisningen og i skolens generelle praksis.
Formålet med bæredygtighedskoordinatorens deltagelse på afdelingsmøderne var at fremme en kollektiv dialog om og forståelse af bæredygtighedsbegrebet samt hvordan det kan implementeres i undervisningen i hver enkelt afdeling. Disse dialoger skulle bidrage til at øge bevidstheden om skolens status som en verdensmålsskole og betydningen heraf for undervisningsaktiviteterne. Møderne havde også til formål at bidrage til viden og refleksion blandt underviserne om, hvordan de allerede arbejder med FN’s 17 verdensmålene uden nødvendigvis at være bevidste herom, og hvordan en øget bevidsthed om deres nuværende praksis kan understøtte sammenhængen mellem bæredygtighed og faglige mål.
På møderne blev følgende temaer præsenteret:
- definitionen af bæredygtighed(sbegrebet) og baggrunden for udarbejdelsen af FN’s 17 verdensmål;
- mulige reaktioner, der kan opstå i mødet med bæredygtighed;
- fakta om Earth Overshoot Day og andre indikatorer af, hvorfor dette er en nødvendig dagsorden for både den enkelte underviser og for eleverne;
- verdensmål 3, 4, 12 og 17, som er de mål, skolen har valgt at starte arbejde med
- heriblandt eksempler på sammenhængen mellem disse mål og faglige mål.
Der blev desuden også sat tid af til dialog om dilemmaer samt til spørgsmål, der opstod undervejs.
Varighed:
- 1-2 timer (alt efter afdeling)