Didaktiske overvejelser om generativ AI
Kunstig intelligens kan anvendes som supplement i undervisningen. Fra tekstbaserede værktøjer til didaktiske overvejelser – gå ind i fremtiden for sundhedsuddannelse.
AI i undervisningen
AI kan anvendes som et værdifuldt supplement til undervisningen, men det bør aldrig erstatte underviseren. AI skal anvendes kritisk og med fokus på at udvikle teknologiforståelse, så eleverne lærer at forholde sig kritisk til teknologi.
AI som støtteværktøj
Nogle AI-funktioner er integrerede i de eksisterende programmer og applikationer, som anvendes på de fleste SOSU-skoler. Disse funktioner omfatter tekst til tale-funktioner og tale til tekst-konvertering samt oversættelsesfunktioner, som findes i Microsoft Office 365. Funktionerne findes i Word, OneNote, Outlook, Office Lens, Microsoft Teams, Formularer, Microsoft Edge m.fl.
VFV anbefaler derfor at anvende disse funktioner i undervisning for at understøtte elevernes læring.
Fælles didaktisk ramme
VFV opfordrer SOSU-skoler til at forberede eleverne på en teknologisk fremtid, hvor de skal kunne håndtere og kritisk forholde sig til teknologi, herunder AI. Sundhedssektoren anvender i høj grad teknologiske løsninger, og SOSU-eleverne skal derfor både kunne arbejde med og tage stilling til disse.
VFV læner sig op ad principper for ansvarlig brug af AI, som er udarbejdet af eksperter fra organisationer. Disse principper anerkender både AI´s potentialer og de udfordringer, det medfører. VFV er enig med principperne og understreger, at fælles for alle anbefalingerne er, at eleverne skal opnå øget teknologiforståelse. VFV har derfor 21st century skills som fælles didaktiske vision, da denne model har bl.a. teknologiforståelse, som en af sine nøglekompetencer.
Overvej fordele og risici
VFV anbefaler, at man undersøger mulige fordele og risici ved anvendelse af generativ AI i undervisning. Vi tilslutter os til CIU´s model for mulige fordele og risici ved brug af AI i uddannelse. Modellen er designet for skolernes ledelse, undervisere og elever og er et godt udgangspunkt for samtaler og refleksioner om generativ AI. Vi anbefaler derfor, at SOSU-skolerne anvender denne model, når de planlægger at inddrage AI i undervisning.
Vær opmærksom på, at generativ AI kan gemme og huske data, herunder personlige og følsomme oplysninger, som kan blive en del af træningsdataene. Derudover skal eleverne overveje konsekvenserne af det indhold, de genererer, og undgå at skabe diskriminerende, stødende eller skadeligt materiale.
Generativ AI i undervisningen
Generativ AI kan både støtte og hæmme elevernes læring afhængig af, hvordan det anvendes. Hvis AI overtager for meget af elevens aktive læring, kan det føre til svækket læring. Derfor anbefales det, at AI bruges kritisk og som et supplement til læringsprocessen. AI bør ikke bruges til at lave opgaver for eleverne eller give ukritisk feedback. I stedet bør det anvendes som et redskab til at generere ideer, få sparring og få feedback, som understøtter elevens egen læring.
VFV anbefaler følgende anvendelser af generativ AI i undervisningen:
- idegenerator – til at generere flere ideer eller alternative måder at udtrykke en ide på. Dette kan også være gavnligt ved elevernes skriveblokering, mm.
- den sokratiske partner – som samtalepartner, som kan hjælpe med at udvikle argumenter, kritisk tænkning, debattere faglige emner.
- samarbejdspartner – som hjælper elever med at udforske mulige løsninger for deres faglige udfordringer.
- personlig vejleder – som tilbyder feedback på deres spørgsmål, ideer, overvejelser eller løsningsforslag. Desuden kan AI tilbyde personcentreret feedback med udgangspunkt i elevens læringsforudsætninger.
- medudvikler– som hjælper eleverne i deres designproces.
- udforsker – som understøtter elever i at udforske et fagligt emne eller problemstilling samt fortolke deres fundne data
VFV har udarbejdet retningslinjer til underviserne og eleverne i forbindelse med anvendelse af generativ AI, som kan tilgås her: ”Retningslinjer for brugen af AI på social- og sundhedsskoler”.
Prompting og kildekritik
En vigtig kompetence i arbejdet med AI er at lære at prompte. Når eleverne lærer at stille de rette spørgsmål (prompter) til AI, får de indsigt i, hvordan teknologien fungerer, og hvilke begrænsninger den har.
Prompting er en proces, hvor AI, som fx ChatGPT, reagerer på en anvisning eller forespørgsel fra brugeren. En god forståelse af, hvordan man interagerer med AI, er nødvendig for at sikre, at eleverne får mest muligt ud af teknologien. Samtidig er kildekritik en central kompetence, som eleverne skal udvikle, når de arbejder med AI. De bør lære at vurdere kilderne, der træner AI, og forstå, hvordan de påvirker den information, AI genererer. Dette er vigtigt for at undgå fejlinformation og sikre, at eleverne lærer at bruge AI ansvarligt.
VFV har udarbejdet nogle korte vejledninger til elever om at prompte, som kan tilgås her: ”Vejledning til elever om brug af AI med prompts”og ”Vejledning i prompting for undervisere”