Undervisningsmateriale: Fremskridtviskaber.dk
"Fremskridt vi skaber" er et nyt undervisningsmateriale om grøn omstilling til elever på tværs af erhvervsuddannelsesområderne - heriblandt SOSU-området.
Det seneste år er der blevet udviklet et nyt og spændende undervisningsmateriale til en bred vifte af erhvervsuddannelserne i landet – herunder også SOSU-området.
Det er sket som led i et større projekt i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole (Roskilde Technical College), Sustainability Science Centre, GRØN, Videnscenter for Velfærdsteknologi og Børne- og Undervisningsministeriet, hvor elever og undervisere har bidraget med at kvalitetssikre inden for de fagspecifikke områder.
Derfor kan vi med stolthed også præsentere undervisningsmaterialet, der helt gratis kan tilgås på www.Fremskridtviskaber.dk, hvor du kan finde en bred vifte af videoer, som viser, hvorledes folk rent praksisfagligt arbejder med og bidrager til den grønne omstilling i Danmark. Hjemmesiden peger på fem større trends og indsatsområder inden for den grønne omstilling: elektrificering, ressourcebesparelse, cirkulær økonomi, forebyggelse og grønt forbrug. Du kan desuden orientere dig i lærervejledninger, og der er tilknyttet arbejds- og refleksionsspørgsmål til hver video.
I vores SOSU-regi kan du f.eks. se:
- en video om ressourcebesparelser bl.a. fra Aalborg Universitetshospital og deres ”grønne teams” med eksempler på et grønnere hospital og nogle af de forbrugsvaner og materialer, der typisk anvendes på et hospital. Her er medarbejderne nemlig også en slags klimadetektiver, der kan hjælpe med at pege på forandringer, og det er meningsfuldt for rigtig mange medarbejdere og giver arbejdsglæde;
- en video om elektrificering på bl.a. Nørresundby Plejehjem med fokus på intelligente velfærdsteknologier, der sparer på strømforbruget, skaber tryghed eller dækker borgerens behov
- en video om grønt forbrug fra bl.a. Skovbørnehaven Krudthus, hvor børnene lærer at lave legetøj af træ, lærer at lave reparationer med henblik på at reducere ønsket om at smide væk, lærer om sundere og mere bæredygtigt madforbrug, lærer om biodiversitet. Derudover fortælles der også om udendørsarealernes indretning.
Stor tak til vores bæredygtighedskoordinator ved VFV og udviklingskonsulent ved ZBC Jens Estrup Kongstad for hans medvirken i projektet såvel som Jens’ lokale kolleger ved ZBC Nina Jaszarowski Dahl og Mikkel Bank Olesen, der har været projektledere.