Første ADHD-kursus var en stor succes
Videncenter for Automation og Teknologi afholdte d. 27. oktober det første af tre spændende kurser i samarbejde med ADHD-foreningen.
Aarhus Tech havde lagt lokaler til en dag, der bød på et højt fagligt niveau, aktiv deltagelse og mange konstruktive drøftelser om, hvordan vi bedst understøtter elever med ADHD/ADD i deres uddannelsesforløb.
Kurset blev afholdt i samarbejde med ADHD-foreningen, som bidrog med væsentlige faglige perspektiver og praksisnære erfaringer. Undervisere og vejledere arbejdede både med teori, konkrete redskaber samt cases, hvilket gav et solidt afsæt for at omsætte viden til handling i hverdagen.
Deltagerne fik:
- Indblik i, hvordan ADHD/ADD kommer til udtryk i en uddannelseskontekst
- Redskaber til at håndtere udfordringer i undervisningen
- Strategier til at skabe bedre læringsbetingelser og øge fastholdelsen
- Mulighed for at arbejde med egne erfaringer og cases
Dagen viste et stort engagement og et tydeligt ønske om at skabe mere inkluderende og bæredygtige læringsmiljøer for unge med ADHD/ADD.