Fællesskab, faglighed og fremtidens datauddannelser
Hvordan styrker vi samarbejdet mellem skoler og udvikler undervisningen i en branche, hvor teknologi og kompetencekrav hele tiden forandrer sig? Det var omdrejningspunktet, da Datauddannelsernes årsmøde løb af stablen – og vores egen datamand, Kasper, var med hele vejen.
Årsmødet strakte sig over tre dage og bød på en inspirerende blanding af virksomhedsbesøg, faglige oplæg, workshops og netværk på tværs af landet. Første dag var skolerne samlet regionalt og besøgte lokale virksomheder, inden alle deltagere samledes i Middelfart. Her blev der delt viden og erfaringer på kryds og tværs af specialer – både fagligt og socialt. (Og ja, minigolf og softice ad libitum blev et uofficielt højdepunkt!)
Programmet favnede bredt: Fra cybersikkerhed og AI til EuroSKILLS og praksisnære undervisningserfaringer. Kasper bidrog selv med et oplæg fyldt med værktøjer og inspiration, og Kim Guldholt, uddannelsesleder på Mercantec, og gav indblik i sit arbejde med helhedsorienteret undervisning.
Et af mødet store resultater blev lanceringen af en ny, fælles opgavebank (se opgavebanken nedenfor) for Datauddannelserne. Den skal gøre det nemmere for undervisere at dele opgaver og undervisningsforløb – især i det nye cybersikkerhedsforløb – og styrke det landsdækkende samarbejde. Årsmødet blev rundet af med en række workshops, hvor deltagerne udviklede konkrete forslag til fremtidens undervisning – med fokus på programmering, AI, cybersikkerhed og grundforløb.
Tak til Industriens Uddannelser og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier for tre inspirerende dage – og til alle deltagere for det stærke faglige og kollegiale fællesskab, der blev bygget videre på.