Bogmærke

For femte gang i træk stod vi klar med alt fra Dobots til svejsesimulatorer til læringsdagen på årets Robotbrag. Og imens solen bragede gennem vinduerne i Forskerparken i Odense, blev der snakket, testet og ”set med fingrene” i alle hjørner af videnscenterets område.

Miniuddannelsesmesse og VR-aktivitet skabte engagement

Som et nyt tiltag i år havde vi arrangeret en miniuddannelsesmesse, hvor besøgende kunne blive klogere på vores uddannelsesområder. Her kunne man blandt andet få fingrene i artefakter fra uddannelserne og få en snak med vores udviklingskonsulenter.

Igen i år havde vi vores VR-briller med, og de var i høj kurs hele dagen. Gæsterne kunne nemlig teste vores nyeste XR-tiltag Byg&Lær – Læringsplatformen. I appen skal én deltager iført VR-briller samarbejde med én eller flere deltagere uden briller for sammen at samle en genstand i det virtuelle rum. Det kræver både kommunikation, samarbejde – og ikke mindst tålmodighed, når ”den blå dims” alligevel ikke passer, som man troede. Det førte til mange grin og gode samtaler om læring og teknologi.

Dobot-konkurrence og AR-svejsning med fuld damp

På samme vis som sidste år skulle folkeskoleelever fra forskellige skoler forbi vores område og konkurrere i programmering af Dobots. De mange folkeskoleelever – primært 8. klasser – skulle rundt på hele messen og løse forskellige opgaver i workshops for at samle point.

Hos os kunne de prøve kræfter med at programmere de små minirobotter, Dobots. Eleverne skulle programmere robotarmen til at opsamle stempler, dyppe dem i maling og stemple et kort.

En anden populær aktivitet var vores AR-svejsesimulator, hvor eleverne kunne få en virkelighedstro svejseoplevelse – helt uden fare for sikkerheden eller spild af materialer. Her kunne man prøve, fejle og prøve igen, uden andet end lidt sved på panden. Både elever og øvrige besøgende kastede sig ud i det med stor entusiasme, og det var tydeligt, at teknologierne vækkede nysgerrighed og begejstring hos både unge og voksne.

3D-print fascinerede med små robotter og store spørgsmål

3D-print er ikke blevet mindre udbredt eller populært siden vores besøg på messen sidste år. I år havde vi igen medbragt vores 3D-printer og forskellige printede eksempler. Især vores små robotter var i høj kurs hele dagen og tiltrak mange nysgerrige sjæle. De kunne også få et blik ind i printeren, mens den var i gang, hvilket lagde op til mange spørgsmål og spændende snakke om 3D-printets muligheder.

Vi vil gerne sige tak til EUC Nordvest, Syddansk Erhvervsskole, Seabery og Svenska Elektrod for lån af både personale og udstyr.