Det Virtuelle Kontrolrum nærmer sig næste fase startskuddet bliver spændende faglærerdage i 2026!
Efter en målrettet udviklingsperiode er Det Virtuelle Kontrolrum nu nået til et stadie, hvor udvalgte skoler, undervisere og interessenter med tilknytning til uddannelser inden for styring, regulering og overvågning (SRO) inviteres med til afprøvning.
I starten af 2026 åbner vi dørene til en række faglærerdage, hvor deltagerne får mulighed for at teste, afprøve og arbejde hands-on med det digitale læringsmiljø og bidrage til dets videre udvikling.
Et teknologisk læringsrum tæt på virkeligheden
Det Virtuelle Kontrolrum er et digitalt univers, hvor elever kan lære om centrale reguleringsteknikker gennem et funktionelt procesanlæg, med blandt andet ventiler, målinger og dertilhørende reguleringer. Miljøet er udviklet til at styrke både den visuelle procesforståelse og koblingen mellem teori og praksis uanset om eleverne er på EUD eller AMU.
Udviklet i tæt samarbejde med undervisere
Projektet er drevet af Industriens Fællesudvalg, 3F Industri og Dansk Industri med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Det udvikles i øjeblikket via et tæt projektorienteret samarbejde mellem CadPeople, Videnscenter Procesteknologi og undervisere fra EUC Lillebælt. Fokus er at sikre praksisnærhed, faglig relevans og høj teknisk kvalitet, så Det Virtuelle Kontrolrum reelt understøtter undervisningen og kan bruges i både klasseværelset og som selvstændigt læringsværktøj.
Faglærerdage i 2026: Prøv det selv
I den kommende fase inviteres udvalgte erhvervsskoler til at deltage i faglærerdage, hvor undervisere kan:
- Afprøve kontrolrummets funktioner og brugergrænseflade
- Opleve konkrete undervisningsforløb med brug af det virtuelle miljø
- Indgå i workshops og give input til den videre udvikling
- Udveksle erfaringer og få inspiration til egen undervisningspraksis
Hvordan bliver jeg en del af testforløbet?
Faglærerdagene omkring Det Virtuelle Kontrolrum er målrettet faglærere, der underviser indenfor procesindustrien. Der sendes invitationer ud til de relevante skoler. Faglærerdagene vil foregå på EUC Lillebælt, Teknikervej 2, 7000 Fredericia
Er du interesseret i at høre nærmere eller vil du gerne give input, bidrage eller afprøve materialet så er du meget velkommen til at kontakte Videnscenter Procesteknologi. Vi koordinerer tæt med Industriens Fællesudvalg og de involverede parter.