Brobygning med Strib Idrætsefterskole: Teknologi, refleksion og nysgerrighed i praksis
Hvordan forbinder man teknologisk nysgerrighed, bæredygtige idéer og unge menneskers skabertrang?
Det forsøger vi at finde svar på i et brobygningsforløb mellem Strib Idrætsefterskole og EUC Lillebælt, hvor eleverne arbejder med virkelighedsnære teknologiprojekter og hvor Videnscenter Procesteknologi har bidraget med faglig sparring, vejledning og perspektiv.
Tre projekter – tre faglige temaer
De deltagende elever er organiseret i tre projektgrupper, som arbejder med vidt forskellige, men aktuelle emner:
• Upcycling af fødevarerester: Hvordan kan restprodukter genanvendes, og hvilke teknologiske løsninger kræver det?
• Lys og energiforbrug: Hvad betyder det for energiforbruget, når man undersøger balancen mellem naturligt og kunstigt lys?
• Bæredygtig emballage: Hvordan kan man tænke intelligent og miljøvenlig emballering og hvad betyder det for CO₂-aftrykket?
Eleverne er dybt engagerede i deres temaer og stiller skarpe spørgsmål om både materialer, energi og teknologiske muligheder.
Sparring med faglig kant
Som en del af forløbet har vi bidraget som sparringspartnere og vidensmotor. Gennem dialog og faglig udfordring har vi drøftet centrale begreber fra både fysik og procesforståelse med udgangspunkt i elevernes egne idéer.
• I projektet om lys og energiforbrug har vi arbejdet med begreber som lux, lumen og effekt og diskuteret, hvordan forskellige lyskilder yder i praksis.
• I fødevareprojektet blev der stillet spørgsmålstegn ved, om man kan transportere fødevarerester i rør og hvad turbulent og laminært flow betyder for netop det.
• I emballagegruppen drøftede vi materialevalg, volumen og opdeling af varer med udgangspunkt i, hvordan man minimerer CO₂-udledning i logistik og forbrug.
Fokus har hele vejen igennem været på at oversætte faglig viden til løsninger, eleverne selv kan udvikle og stå på mål for.
Rundtur i teknologiens verden
Det faglige indhold blev suppleret med en rundtur på EUC Lillebælts værksteder og tekniske faciliteter. Her blev der både åbnet øjne og stillet spørgsmål:
• I smedeafdelingen vakte fiberlaserskæreren og de kollaborative svejserobotter stor interesse.
• I lager og terminalafdelingen blev de nye trucksimulatorer prøvet og diskuteret.
• I procesafdelingen gik snakken om undervisningsbryggeriet, procesinstallationer og ikke mindst EOW-anlægget i skolens proceshal.
• Hos videnscenteret fik eleverne en hands-on oplevelse med 3D-scanning og AR-teknologi, som de kunne koble til deres egne idéer.
Besøget gav eleverne en praktisk forståelse for, hvordan teknologi og innovation ser ud i virkeligheden og hvordan deres egne projekter kan forbindes til erhvervsliv og uddannelse.
Tre grupper – tre pitches
Brobygningsforløbet har allerede givet anledning til refleksion, dialog og ny faglig nysgerrighed og dette har resulteret I at grupperne har fremstillet tre pitches som de skal fremlægge den 17. og den 19. december først for deres undervisere og arbejdsgruppen, dernæst for deres bedsteforælde.
Samarbejdet mellem efterskole og erhvervsuddannelse viser med al tydelighed, at viden og nysgerrighed er noget, vi udvikler sammen på tværs af skoler, fag og interesser.