Bogmærke

Rasmus’ rejse – fra elev til sikkerhedsekspert hos Novo Nordisk

Fra HTX-elev med hang til praktisk arbejde til en central rolle som Construction Safety Partner hos Novo Nordisk i Kalundborg. Ramus’ rejse er et eksempel på, hvordan procesoperatøruddannelsen kunne åbne spændende, specialiserede karriereveje – og hvordan gåpåmod og nysgerrighed kan føre til en karriere med både ansvar og indflydelse.

Fra teori til praksis – hurtigt

Inden Rasmus begyndte på procesoperatøruddannelsen, havde han gennemført HTX. Overgangen gav ham stærke teoretiske redskaber, især i forhold til at skabe og forstå komplekse processer, men også en oplevelse af, at matematikniveauet på uddannelsen var anderledes – og mere direkte anvendeligt.

Han valgte uddannelsen, fordi han ønskede noget, der kombinerede det praktiske og det teoretiske. Inspirationen kom fra hans far, der kendte til branchens muligheder, og efter en snak med uddannelsens repræsentanter var valget truffet.

”Jeg blev positivt overrasket over, hvor hurtigt vi kom i gang på anlæggene. Jeg havde forventet en mere teori-tung start, men her var det hands-on fra første dag,” fortæller Rasmus.

En karriere, der bygger ovenpå erfaringerne

Rasmus blev færdiguddannet som procesoperatør i 2008. Kort efter tog han til Norge for at arbejde hos Pronova, hvor han lærte processer og anlæg at kende og var med til at opbygge virksomheden.

Han vendte senere tilbage til Danmark for at arbejde på en gæringsfabrik – en del af Novo Nordisk – hvor han arbejde fra 2014 til 2021. Imens gennemførte han en maskinmesteruddannelse som fjernstudie fra Århus, hvilket åbnede nye muligheder.

I dag arbejder Rasmus som Construction Safety Partner hos Novo Nordisk i Kalundborg. Her rådgiver han projektledelsen om sikkerhed på byggepladser og bruger sin erfaring fra produktionen til at sikre, at anlæggene designes optimalt.

Egenskaber, der gør forskellen

Ifølge Rasmus er det især vedholdenhed, gåpåmod og evnen til at sige sin mening, der har været afgørende for hans karriere.

”Hvis der er noget, jeg er utilfreds med, siger jeg det. Man skal turde udfordre tingene og hele tiden søge nye udfordringer,” siger han.

Videnscenter Procesteknologi glæder sig til fortsat at dele historier som Rasmus’. De viser, hvordan en erhvervsuddannelse som procesoperatør kan føre til prestigefyldte roller i nogle af verdens førende virksomheder – og hvordan erhvervsuddannelser uddanner fagfolk, der kan gøre en forskel både nationalt og internationalt.