Mejeristuddannelsen: Et springbræt til en bred og spændende branche
Mejeristuddannelsen: Et springbræt til en bred og spændende branche
Mejeristuddannelsen åbner døren til en bred vifte af karrieremuligheder – ikke kun indenfor mejeriproduktion, men også i brancher som medicinalindustrien og den kemiske industri. Vi har talt med Steffen, elev på uddannelsen, og John, underviser på Kold College, om uddannelsens opbygning, muligheder og fremtid.
En anderledes erhvervsuddannelse
”Det er et springbræt ind i en stor branche,” fortæller Steffen, der selv har en baggrund som jordbrugsteknolog, inden han startede som mejerist. John understreger, at mange elever har en anden uddannelse med i bagagen: ”Vi har elever, der har været skolelærere, fiskere, kokke og landmænd – det er en alsidig elevgruppe.”
Karriereveje og jobmuligheder
En mejeristuddannelse åbner op for meget mere end blot arbejde på et mejeri. ”Man kan komme til at arbejde på et bryggeri eller i medicinalindustrien – mange af vores elever ender for eksempel hos virksomheder som Novo Nordisk og Novonesis,” forklarer John. Uddannelsen ruster eleverne til en bred vifte af job indenfor procesindustrien.
Høj faglighed og stærk teori-praksis kombination
Ifølge både Steffen og John adskiller mejeristuddannelsen sig fra andre tekniske erhvervsuddannelser ved sit høje faglige niveau inden for det naturfaglige område. ”Man skal kunne matematik, kemi og fysik på et relativt højt niveau”, siger John.
Uddannelsen kombinerer teori og praksis i en struktureret model: Grundforløb 1 og 2 følges af en hoveduddannelse på 3 år og 2 måneder, hvor to tredjedele af tiden foregår i praktik. Der er både klassisk tavleundervisning og mere moderne læringsformer som gruppearbejde og emnebaseret læring.
Et miljø med moderne faciliteter
Undervisningen suppleres af moderne faciliteter, herunder et træningsmejeri hvor eleverne arbejder med UHT-produkter, smør og mælk i realistiske produktionsmiljøer. På skolen er der også et kollegielignende skolehjem, hvor eleverne kan deltage i madlavning, temafester og sociale aktiviteter.
”Vi har også Mejeritorvet – et område kun for mejeristerne, hvor man kan arbejde i ro og fred. Og så har vi fitnesscenter, kantine, hal til sport og et udendørsområde, hvor man kan grille,” fortæller John.
Praktikpladser og virksomhedssamarbejde
Samarbejdet med erhvervslivet spiller en central rolle. Steffen oplever, at virksomhederne lytter til elevernes ønsker og er engagerede i deres udvikling. John bekræfter: ”Virksomhederne tager et stort ansvar. Mange elever får job netop dér, hvor de har været i praktik.”
Klædt på til virkeligheden
Undervisningen er meget praksisnær og giver eleverne en stærk fornemmelse af virkelighedens arbejdsplads. ” Det gør, at man føler sig godt klædt på til at komme ud i den virkelige verden,” siger Steffen.
En lys fremtid
Fremtiden ser lovende ud for uddannelsens dimittender. ”Vi forsøger hele tiden at være på forkant med branchens behov,” siger John. Uddannelsen inkluderer også et 14-dages udlandsophold via Erasmus-programmet, som mange elever benytter sig af.
Mejeristuddannelsen er langt mere end bare mælk og ost. Den er et stærkt teknisk og fagligt springbræt til en lang række industrier – og med gode faciliteter, engagerede undervisere og stærke virksomhedssamarbejde, er der gode grunde til at overveje en fremtid som mejerist.
