Bogmærke

Videncenteret har siden 2017 udviklet undervisningsforløb, læringsplatforme, kurser, webinarer, case competition og meget mere. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har desuden lavet 2 evalueringer af videncenteret i hhv. 2019 og 2023. Både resultater samt evalueringer kan du finde læse mere om på denne side.

Videncenter for Digital Handel – målgruppe og dækning

  • Videncenteret dækker kontor-, handel-, detail-, eventkoordinator- og finansuddannelsen.
  • Videncenter for Digital Handel har 22 partnerskoler fordelt i hele landet.
  • Samlet set dækker vores partnerskoler 90% af de merkantile elever.
  • 70% af de relevante undervisere kender videncenteret – den højeste kendskabsgrad blandt de 10 videncentre (EVA evaluering 2023)
  • 65% af de undervisere, der kender videncenteret har anvendt tilbud derfra (EVA evaluering 2023).
  • 85 % af lærerne vurderer, at videnscenteret bidrager til at styrke kvaliteten i deres undervisning (EVA evaluering 2023).

Rapport: Resultater & aktiviteter 2017-2024

Rapporten indeholder et sammendrag af videncenterets aktiviteter på tværs af digital handel, bæredygtighed og kunstig intelligens.

Få overblikket i denne infografik

Konkrete resultater i Videncenter for Digital Handel

Udvalgte resultater på tværs af digital handel, bæredygtighed og kunstig intelligens:

  • Udvikling af læringsplatformen EcomTrainer, som siden 2021 har haft over 26.000 besøg af elever og undervisere samt cirka 10.000 gennemførte simuleringer.
  • Udvikling af undervisningsmaterialer til mere end 700 timer. Forløbene er blevet downloadet mere end 2700 gange.
  • Afvikling af 36 webinarer med samlet over 10.000 deltagere (Elever, undervisere og virksomheder). Oplægsholderne er typisk eksperter fra fremtrædende danske virksomheder som Salling Group, Søstrene Grene, Bog & idé og mange andre.
  • Udvikling af den landsdækkende case competition EuxBizCup – DM i digital handel siden 2019, hvor 18-19 skoler og cirka 900 EUX-elever hvert år dyster om at vinde titlen. Fra 2023 med et særligt fokus på bæredygtighed som en del af forretningen.
  • 2 faglærernetværk for undervisere i digital handel, samt AMU
  • Udvikling af nyt kursuskoncept, som bygger på den fiktive virksomhed ”Gorilla Juice”. Kurserne scorer i gennemsnit 4.6 ud af 5 i tilfredshed hos underviserne.
  • Udvikling af konceptet Undervisere i praktik, hvor vi planlægger og udvikler 2-dages praktikforløb i en digital handelsvirksomhed for undervisere. Blandt de deltagende virksomheder er youSee, Trendhim, Damstahl og F&G Group.
  • Markant grøn indsats på AMU-området, hvor vi har afviklet workshops, opstartet af netværk for undervisere, udviklet materialer samt deltaget i og udviklet projekter, bl.a. Grøn AMU, der på ny vis tager et holistisk greb på virksomhedens grønne omstilling og får hele virksomheden med på en gang og ikke som vanligt en faggruppe ad gangen.
  • Læringsspil til bæredygtighed herunder brætspil om ESG, innovationsspil, Lego-øvelser, samt diverse mindre læringsspil.
  • YouTube kanal med case videoer, scribbles mm. – samlet over 118.000 views på kanalen.
  • Fokuseret indsats på AI med internt team på 5 medarbejdere, der har fokus på hvilke kompetencer eleverne skal have for at give deres kommende arbejdsgivere mest mulig værdi. Der er etableret et AI Akademi med deltagelse af mere end 75 klasser.

Evalueringer af Videncenter for Digital Handel

2023 - Evaluering foretaget af EVA for STUK

Evalueringen viser, at Videnscenter for Digital Handel har formået at blive kendt og anvendt blandt størstedelen af dets målgruppe (70 % kendskabsgrad). Derudover er der en generel enighed blandt både virksomheder, de faglige udvalg, lærere og elever, at deres materiale er relevant og af god kvalitet. Deres største udfordring er, at skolerne grundet presset økonomi er tilbageholdende med at sende deres lærere på videnscenterets kurser, konferencer og udviklerworkshops.

 

Evalueringen peger på, at videnscenterets gode resultater skyldes flere faktorer:

  • For det første dækker videnscenteret kun få uddannelser – og især handel/detailhandel – hvilket giver videnscenteret en skarp faglig profil.
  • Videnscenteret har desuden haft den fordel, at de ved oprettelsen havde et meget klart formål – at udvikle undervisningsmateriale til det nye speciale ”Digital Handel” – som var direkte efterspurgt af både skolerne og de faglige udvalg.
  • Videnscenteret er ligeledes lykkedes med at indgå partnerskab med et stort antal merkantile skoler, som bidrager til udbredelse af deres materialer.
  • Videnscenterets økonomiske model, hvor skolerne forpligtes økonomisk til at deltage, er ligeledes en drivkraft, for at skolerne prioriterer centeret.

Læs hele evalueringen fra 2023 her

2019 - Evaluering foretaget af Rambøll for STUK

Videnscentret er i nogen grad lykkedes med at skabe kendskab til dets eksistens og ressourcer:

    • 53 % af de relevante undervisere, der kender centret.
    • 47 % har benyttet sig af videnscentrets forskellige tilbud.

 

Videnscentrets organisering med mange partnerskoler har tilsyneladende været succesfuldt, idet det er med til at sikre, at underviserne har tid til fx udvikling af undervisningsforløb. Omend der i spørgeskemaundersøgelsen stadig peges på, at tid er en udfordring.

Både de interviewede elever, undervisere og eksterne aktører samt undervisere, som har benyttet videnscentrets tilbud, vurderer, at videnscentret styrker kvaliteten af undervisningen, det faglige niveau og er med til at fremtidssikre uddannelserne.

Læs hele evalueringen fra 2019 her

Lars Henrik Larsen

Har du spørgsmål?

Lars Henrik Larsen
Videncenterchef