Bogmærke

Merkura er nationalt videncenter med base i Aarhus, hvor vi arbejder for at sikre at viden om bl.a. teknologi, data, digital handel, bæredygtighed og kunstig intelligens kommer ud i de merkantile erhvervsuddannelser.

Mød medarbejderne i Merkura

Lars Henrik Larsen 

Videnscenterchef
Lars Henrik Larsen - Erfaring & arbejdsområde

Med over 20 års erfaring fra den digitale verden, kommer Lars med en bred viden om e-handel på tværs af brancher. Udover knap 5 år som leder i det tidligere Mærsk Data-selskab, Ecarisma, så har Lars drevet sit eget web-bureau gennem 8 år, som han solgte til virksomheden 727 i 2010. Senest kommer han fra en stilling som digital direktør for bureauet Republica. Udover den daglige ledelse af Videnscenteret, er Lars i høj grad brobyggeren mellem erhvervslivet og uddannelsesverdenen, så vi altid sikrer, at vores fokus matcher virksomhedernes behov.

Tag fat i Lars, hvis du er interesseret i at arbejde sammen med os – enten som uddannelsesinstitution, virksomhed eller noget helt tredje. Eller hvis du har en spændende projektidé, som vi kan være med til at føre ud i livet til gavn for de merkantile erhvervsskoler.

Morten Christoffersen

Faglig konsulent
Morten Christoffersen - Erfaring & arbejdsområder

Morten arbejder med at omsætte viden til praksis og styrke undervisningen gennem:

  • Kompetenceudvikling af undervisere: Holder oplæg, faciliterer workshops og sparrer med undervisere for at sikre anvendelse af nye metoder og materialer i undervisningen.
  • Kobling af trends og viden fra erhvervsliv til undervisning: Med sin faglige baggrund og erfaring fra en digital handelsvirksomhed, er Morten i stand til at oversætte erhvervsrelevant viden til undervisningsbrug – altid med fokus på praksisnær læring.
  • Udvikling af materialer: Kvalificerer og faciliterer udvikling af undervisningsmaterialer i tæt samarbejde med undervisere, så de bliver relevante og anvendelige i klasserummet.
  • Faglige kompetenceområder: Digital handel, digitale processer, forretningsudvikling, kunstig intelligens, markedsføring, webshop mm.

Morten er uddannet kandidat i Medievidenskab fra Aarhus Universitet og udover den teoretiske ballast, har han over 5 års hands-on erfaring med digital handel og forretningsudvikling fra en stilling som Online Manager hos KaffeMekka.

Gitte Bækmark

Pædagogisk konsulent
Gitte Bækmark - Erfaring & arbejdsområder

Gitte arbejder for at facilitere udvikling af undervisningsmaterialer, sikre kompetenceudvikling og indgår i forskellige projekter, bl.a. som projektleder.

Du kan kontakte Gitte for spørgsmål og samarbejde om bl.a.:

  • Udvikling af undervisningsmateriale: Rammesætning og vejledning i processen fra ide til færdigt læringsmateriale. Hun har erfaring med at facilitere workshops og sikre at viden oversættes til materiale, der er relevant og anvendeligt i undervisningssammenhænge.
  • Kompetenceudvikling af undervisere: Bred erfaring med at afholde workshops, der gør underviserne trygge og modige i at bruge nye undervisningsmetoder og -materialer. Fokus er på at inddrage underviserne i processen, så deres viden og erfaring kommer i spil.
  • Pædagogik og didaktik: Med en solid viden om didaktik er Gitte med til at sikre, at undervisningen er relevant for målgruppen og i overensstemmelse med gældende læringsmål og bekendtgørelser.
  • Projektledelse og konsulentarbejde: Som erfaren projektleder og konsulent kan Gitte bidrage med viden om projektstyring, læring og didaktik i projekter. Hun har desuden erfaring med at lede projekter med mange forskellige interessenter på tværs af skoler og virksomheder.

Gitte er oprindeligt uddannet lærer, og har efterfølgende bygget på med en uddannelse som multimediedesigner for at kunne specialisere sig inden for e-læring og udvikling af online undervisningsmaterialer.

Flemming B. Jessen

Faglig konsulent
Flemming B. Jessen - Erfaring & arbejdsområder

Flemming kommer med bred erfaring fra forskellige digitale virksomheder og er særligt optaget af at formidle viden om digital handel, digital markedsføring og AI til skoler og andre samarbejdspartnere. 

  • Udvikling af materialer og læringsplatforme: Flemming er involveret i udviklingen af undervisningsmaterialer og har været projektleder på læringsplatformen EcomTrainer, som anvendes af 39 skoler i hele landet. 
  • Kompetenceudvikling og oplæg: Flemming har stor viden inden for digital handel og markedsføring, herunder content, kunderejser og omnichannel og han underviser bl.a. på vores Gorilla Juice kurser og holder oplæg for undervisere. 
  • Projektledelse og funding: Flemming har bred erfaring med projektledelse og arbejder for at sikre samarbejde med skoler, virksomheder og organisationer. Han er derudover del af videnscenterets funding-team med viden om puljer, samarbejdsmuligheder og fondsansøgninger. 
  • Faglige kompetenceområder: digital markedsføring, digital transformation, loyalitetskoncepter, kundeklub, omnichannel, AI mm. 

Flemming Jessen kommer med over 20 års erfaring fra den digitale verden, hvor han har arbejdet med stort set alle områder i en online forretning. Flemming har været online chef hos SILVAN i 10 år, hvor han bl.a. var med til at opbygge SILVANs loyalitetsklub med over 240.000 klubkunder. Flemming har derudover arbejdet som ecommerce manager hos SPORT24 og Sengespecialisten.

Julie Fromholt-Iversen

Kommunikationsansvarlig
Julie Fromholt-Iversen - Erfaring & arbejdsområder

Julie er uddannet Cand. Comm. fra Aalborg Universitet, har en diplomuddannelse i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og en master i organisationspsykologi fra Roskilde Universitet. Julie kommer fra Aarhus Universitet, hvor hun i en årrække har været kommunikationsansvarlig i videnscenteret, NCUM, Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning. Julie er særligt optaget af, hvordan vidensinstitutioner udvikler strategisk kommunikation, plejer uddannelsespolitiske interesser, fornyr kommunikation på SoMe og arbejder aktivt med PR og PA. Julie har tidligere arbejdet 10 år i sundhedssektoren – bl.a. som kommunikationsansvarlig og kommunikationsrådgiver for brancheforeninger og privathospitaler.

Pia Rasmussen Bødker

Bæredygtighedskonsulent
Pia R. Bødker - Erfaring & arbejdsområder

Pia kombinerer sine kommercielle erfaringer med dyb faglig viden om bæredygtighed og innovation.

  • Udvikling og innovation: Pia deltager i forskellige udviklingsprojekter og har bl.a. været projektleder på læringsspillet “Værdig”, der handler om at vinde på flere bundlinjer. Hun kan indgå i forskellige udviklingsprocesser med faglig sparring inden for bæredygtighed og innovation.
  • Kompetenceudvikling & faglig vidensdeling: Pia holder oplæg og afholder workshops med fokus på kompetenceudvikling af undervisere inden for bl.a. bæredygtighed, cirkulær økonomi, ESG og bæredygtighedskommunikation.
  • Lynkurser og spilcafeer: Pia er oplægsholder på flere af vores online lynkurser ligesom hun også afholder spilcafeer med vores læringsspil.
  • Faglige kompetenceområder: Bæredygtighed, grøn omstilling, ESG, cirkulær økonomi, greenwashing.

Pia er uddannet ingeniør i forretningsudvikling og innovation og har arbejdet i Arla i mere end 8 år med fokus på netop forretningsudvikling og kommerciel innovation. Hun har sammen med en partner drevet virksomheden, Danish Fair Fashion & Living.

Anette Vestergaard Bengtson

Bæredygtighedskonsulent
Anette Vestergaard Bengtson - Erfaring & arbejdsområder

Anette har dyb viden inden for grøn omstilling og bæredygtighed som hun kombinerer med bred erfaring inden for undervisning og kompetenceudvikling på både hovedforløb og AMU.

  • Kompetenceudvikling: Anette arbejder med at udvikle underviseres kompetencer gennem bl.a. kurser og workshops med fokus på bl.a. ESG, bundlinjer, forretningsudvikling og grøn omstilling.
  • Undervisningsmaterialer og didaktik: Med stor viden om didaktik og læringsmetoder, arbejder Anette for at skabe materialer, der understøtter elevernes og kursisternes handlekompetencer.
  • Netværk og vidensdeling: Anette faciliterer bl.a. vores netværk for AMU-undervisere ligesom hun arbejder for at sikre vidensdeling på tværs af skoler, organisationer og virksomheder.
  • Faglige kompetenceområder: Bæredygtighed, grøn omstilling, ESG, cirkulær økonomi. 

Anette har tidligere arbejdet som uddannelseskonsulent ved Tradium i over 10 år, hvor hun har haft stort fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi, bl.a. målrettet AMU og hovedforløb.

Jesper Krogh Schlosser

Konsulent
Jesper Krogh Schlosser - Erfaring & arbejdsområder

Jesper har arbejdet med uddannelse i over 20 år og bringer dermed en masse konkret erfaring med som konsulent i Videncenter for Digital Handel. Med baggrund i butik, erfaring fra Arla Foods som leder af Mejeriakademiet og en HD i afsætning er Jesper god til at sikre en klar kobling mellem teori og praksis. I videncenteret arbejder Jesper bl.a. med at udvikle og kvalitetssikre undervisningsmaterialer.

Daniella Tasic Hansen

Konsulent
Daniella Tasic Hansen - Erfaring & arbejdsområder

Daniella er uddannet kandidat i Informationsvidenskab og har i en årrække arbejdet med udvikling af undervisningspraksis gennem projekter og kompetenceudvikling af undervisere i it-didaktik. Hun har en bred erfaring med projektledelse af udviklingsprojekter fx inden for online og Blended Learning, Virtual Reality, it-didaktisk udvikling samt livslang læring. Derudover er hun dansk repræsentant i Nordisk Netværk for Voksnes læring – digital inklusion.

Lasse Nørmark

AI konsulent
Lasse Nørmark - Erfaring & arbejdsområder

Lasse er ansat som AI-konsulent og fokuserer på at undersøge fremtidens AI-løsninger med fokus på forretningsmuligheder og optimering af processer i undervisningen.

  • Vidensindsamling og formidling: Lasse er spydspids i forhold til at sikre, at videnscenteret er opdateret på udviklingen inden for AI for at skabe effektivisering og kompetenceudvikling.
  • Udvikling af processer & systemer: Lasse udvikler og eksperimenterer med løsninger, der kan optimere processer for både virksomheder og i undervisningssammenhænge. Fokus er på praktisk anvendelse af AI-løsninger.
  • Kompetenceudvikling og netværk: Som AI ekspert deltager Lasse i kompetenceudvikling af undervisere og arbejder for at sikre AI netværk på tværs af skoler og virksomheder.
  • Faglige kompetenceområder: AI, teknologi, automatisering, AI agenter, optimering af processer.

Med en baggrund som civilingeniør i teknologibaseret forretningsudvikling, har Lasse en stærk teknisk og praktisk tilgang til udvikling og implementering af AI-systemer.

Om Merkura – videnscenter for merkantil udvikling

Videncenterets formål er at bidrage til at elever på de merkantile erhvervsuddannelser kan håndtere den hastige teknologiske og bæredygtige udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked.

Videncenteret udbyder en række forskellige aktiviteter særligt med fokus på digital handel, kunstig intelligens og bæredygtighed.

Det inkluderer bl.a.:

  • Undervisningsmateriale
  • Workshops og kurser for undervisere
  • EuxBizCup – DM i digital handel for EUX-elever
  • Praktik for undervisere i en e-handelsvirksomhed
  • Webinarer og online kurser
  • Podcasts
  • Læringsspil

Merkura målretter sig undervisere og elever inden for kontor, handel og detail på både grund- og hovedforløb samt AMU.

Merkura er et nationalt center lokaliseret i Aarhus, hvor Aarhus Business College agerer værtsskole.

Merkura
Sønderhøj 28, 1. sal 
8260 Viby J

Vi har 22 partnerskoler, samt en række samarbejdsskoler fordelt i hele landet. Mød vores partner- og samarbejdsskoler her.

Merkura er en offentlig organisation, som er finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet.

Følg os her