Bogmærke

Book en spilcafé og spil jer til viden om bæredygtighed! Vi spiller læringsspillet "Værdig" og samtidig bliver I klogere på, hvorfor spil og bæredygtighed er det helt rigtige match. Spilcafeen klæder jeres undervisere og medarbejdere på til selv at spille spillet med elever eller kolleger.

Hvad er en spilcafé og hvem er det for?

En spilcafé varer 2-3 timer og klæder jeres undervisere og medarbejdere på til at selv at tage spillet med i undervisningen. Videncenter for Digital Handel kommer ud på jeres skole og faciliterer workshoppen.

Hvad får I ud af det på jeres skole?

  • Engagerende læring om ESG og bæredygtighed.
  • Certificering af jeres medarbejdere til at bruge “Værdig” i undervisningen.
  • Didaktisk introduktion til, hvorfor spil kan øge læring om bæredygtighed.
  • Afveksling og engagement til undervisningen.

Udover læring om ESG og bæredygtighed, så træner spillet samtidig kompetencer i samarbejde, refleksion og diskussion af dilemmaer.

Hvad sker der til en spilcafé?

Introduktion: Hvordan hænger bæredygtighed og spil sammen?

  • Vi giver et kort oplæg om, hvorfor spil er særligt velegnede til at arbejde med bæredygtighed. Spil og gamification rummer muligheder for at danne forståelse for de komplekse problemstillinger og øve sig i at se handlemuligheder i et kontrolleret setup.

Game time: Vi spiller “Værdig” – et læringsspil om ESG og bæredygtighed

  • Vi introducerer reglerne og spiller “Værdig – et spil om de 3 bundlinjer”. I spillet skal I som hold sikre, at jeres t-shirt-virksomhed ikke kun tjener penge, men også tager hensyn til de tre bundlinjer: Miljø (E), Sociale forhold (S), og Governance (G).

Oplæg og diskussion: Hvordan kan du tage spil med i din egen undervisning?

  • Dagen afsluttes med et oplæg om, hvordan man planlægger, gennemfører og evaluerer læringsspil med bæredygtighed som omdrejningspunkt. Få praktiske tips og inspiration til, hvordan du kan bruge spil som en del af din egen undervisning.
  • Vi præsenterer også en række andre læringsspil, som du kan tage med og bruge i undervisningen.

Hvem kan booke en spilcafé?

“Værdig” er udviklet til landets merkantile erhvervsuddannelser, men kan anvendes i forskellige sammenhænge og på forskellige uddannelsesniveauer. Du kan kontakte os for information om, hvorvidt vi kan planlægge en spilcafé på jeres skole eller i jeres organisation.

Praktisk information

  • For at afholde spilcafé skal I samle en gruppe undervisere eller medarbejdere.
  • For landets merkantile erhvervsskoler, er det gratis at booke en spilcafé. Kommer du fra en anden institution eller organisation kan du kontakte os for at høre om mulighederne.
  • En spilcafé varer ca. 3 timer, men kan tilpasses efter behov.
Pia R. Bødker

Vil du booke en spilcafé eller har du spørgsmål?

Pia R. Bødker
Bæredygtighedskonsulent

Hvad er Værdig?

Du kender sikkert spillepladen fra Matador med de forskelligfarvede felter og gadenavne. I Matador er vinderen den, der har flest bygninger og dominerer spillepladen (heraf det engelske navn Monopoly). Du kan kun vinde ved, at andre taber – og du bliver målt på én variabel: penge.

Men verden har ændret sig, og nu skal vi alle vinde på flere bundlinjer, ligesom vi kun kommer i mål sammen. Men selvom spillet har ændret sig, kan vi godt låne spillepladen til ny læring.

Hvor Matador handler om at udkonkurrere sine modspillere, handler dette nyudviklede spil ‘Værdig’ om flere bundlinjer og lægger op til dialog. Der arbejdes stadig med begreber fra forretningsverdenen og discipliner som investering, indtjening og bundlinje. Men der er nu tilføjet 3 ikke-finansielle bundlinjer direkte inspireret af de øgede rapporteringskrav, som alle europæiske virksomheder rammes af i disse år, når EU-direktivet CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) udrulles.

ESG, samarbejde, dilemmaer og flere udfaldsrum

Værdig indeholder spilmekanismer, som både understøtter samarbejde, konkurrence, refleksion og diskussion af dilemmaer de lærende imellem – bundet op på konkret fagligt indhold centreret om ESG. Den legende tilgang, som spillet tilbyder, giver eleverne mulighed for at arbejde med komplekse dilemmaer i en tryg ramme.

Et andet væsentligt perspektiv er det handlingsorienterede perspektiv. Gennem dilemmaer og forskellige valgmuligheder i spillet, sættes spillernes egne vurderinger og værdier i spil. På den måde arbejdes der med at skabe handling og giver mulighed for at komme ud af handlingslammelsen.

Erhvervsskoleelever spiller Værdig

Tag et smugkig i “Værdig”

Om Værdig

Værdig er udviklet i samarbejde mellem Videncenter for Digital Handel og Innovation Lab og har fået støtte af Norlys Vækstpulje. Norlys Vækstpulje giver hvert år 50 millioner kroner til innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling.