AI Akademiet #1: Lynkursus i ChatGPT
AI Akademiet består af en række lynkurser, som målretter sig grund- og hovedforløbselever på det merkantile område. På 30 minutter giver vi en introduktion til et område inden for kunstig intelligens, som lægger op til øvelser og diskussion, som I kan have på klassen. I dette lynkursus handler det om ChatGPT.
AI Akademiet #1: Lynkursus i ChatGPT
- Hvad er ChatGPT?
- 3 eksempler på, hvordan det bruges ude i virksomhederne i dag
- Hvordan laver man en god prompt?
Find opgaver I kan lave på klassen nedenfor.
Vores AI akademi består af en række lynkurser, som målretter sig grund- og hovedforløbselever på det merkantile område. På 30 minutter giver vi en introduktion til et område inden for kunstig intelligens, som lægger op til øvelser og diskussion, som I kan have på klassen.
Kursets formål er at give eleverne et hands-on indblik i hvordan kunstig intelligens kan anvendes på det merkantile område og vi kommer undervejs med konkrete eksempler fra virksomheder. Øvelserne lægger op til, at eleverne selv skal ind og arbejde med et værktøj (fx ChatGPT), så husk at sætte tid af til dette arbejde efterfølgende, hvis eleverne skal have mest muligt ud af det.
Alle lynkurser på AI Akademiet kan ses uafhængigt af hinanden.
Som underviser skal du se det som et ekspertoplæg, du kan tage med i din klasse og så skal du selv styre øvelserne og diskussionen efterfølgende. Det kræver ikke forhåndsviden fra dig som underviser, men du skal selvfølgelig være nysgerrig på at lære og diskutere sammen med eleverne. Selvom du godt kan køre det uden forberedelse, anbefaler vi, at du har prøvet at logge ind på ChatGPT, inden du går i gang.
Vil du dykke ned i slides eller bruge dem en anden sammenhæng er du velkommen til det. Du finder slidedecket her: Slides fra ChatGPT Lynkursus
Du kan som lærer downloade opgaver og lærervejledning her: Opgaver til ChatGPT lynkursus
Opgaverne kan løses i grupper á 2-3 personer.
Opgave 1 knytter sig til kundeservice og er på introducerende niveau (GF1 + GF2), mens opgave 2 knytter sig til tekstgenerering til hjemmesider og er på lidt højere niveau (GF2 + Hovedforløb).
Opgaverne kan differentieres alt efter elevernes niveau, og eksemplerne kan udskiftes til egen virksomhed ved hovedforløb.
Der findes også opgaver om ChatGPT i det digitale værksted EcomTrainer, hvor du kan sætte eleverne i gang med nogle af følgende moduler:
- Kom godt i gang med ChatGPT
- Optimér din webshop med ChatGPT
- Sådan laver du en kampagne med ChatGPT
Du og dine elever kan logge ind med UNI-login på ecomtrainer.dk og så har I adgang til alle værktøjerne. Der er introduktionsvideoer, opgaver, simuleringer og lærervejledninger tilknyttet de forskellige værktøjer – det er bare at gå i gang!
Flere og flere værktøjer bygger på OpenAIs ChatGPT og du vil derfor kunne tilgå teknologien på flere sites. Vi anbefaler enten at gøre det direkte via OpenAI (kræver login) eller via Perplexity (uden login).
Der kan nogle gange opstå udfordringer, når mange elever logger ind på samme tid. Dette kan muligvis afhjælpes ved, at de bruger deres egen mobils data-netværk (i stedet for skolens). Alternativt kan det betyde, at opgaven må løses i grupper, hvor færre er logget ind.
Datasikkerhed
Ligesom enhver anden teknologi, vi benytter os af i dagligdagen, så skal man tænke sig om ved brugen af ChatGPT. ChatGPT og andre lignende sprogmodeller bliver bl.a. trænet med den data du leverer ind til den. Gør derfor eleverne bevidste om, at de ikke skal uploade personlige, forretningskritiske eller andre følsomme data i ChatGPT.
Vær derudover opmærksom på skolens lokale regler omkring GDPR og brugen af kunstig intelligens som fx ChatGPT. Snak med din dataansvarlige på skolen, om du må bruge ChatGPT i undervisningen eller ej.