Bogmærke

Det er ikke kun sjove billeder af mennesker med 11 fingre. Du kan få meget mere ud af kunstig intelligens. Hvad med fx at uploade dit regneark og få AI til at lave analyser og grafer? På dette lynkursus går vi lidt mere teknisk til værks og kigger på, hvordan AI bliver en hjælp i din hverdag med regneark og analyser.

Hvad når vi på 30 minutter:

  • Hvordan kan du fodre AI med data og få analyser ud i den anden ende?
  • I hvilke typer opgaver giver det mening at bruge AI?
  • Eksempler, eksempler, eksempler

Hvad er et lynkursus og hvem er det for?

Lynkurserne målretter sig grund- og hovedforløbselever på det merkantile område. På 30 minutter giver vi en introduktion til et område inden for kunstig intelligens, som lægger op til øvelser og diskussion, som I kan have på klassen. Kursets formål er at give eleverne et hands-on indblik i hvordan kunstig intelligens kan anvendes på det merkantile område og vi kommer undervejs med konkrete eksempler fra virksomheder. Øvelserne lægger op til, at eleverne selv skal ind og arbejde med et værktøj (fx ChatGPT), så husk at sætte tid af til dette arbejde efterfølgende, hvis eleverne skal have mest muligt ud af det.

Opgaver til lynkurset

Til dette kursus ligger der 2 opgaver, som I kan lave på klassen.

Download samlet zip-fil med opgaver, dataark og vejledende løsning her: Opgaver – robotter i regnearkene

Opgave 1: Analyse af SoMe-data

Læringsmål:

  • Du ved hvordan du kan bruge ChatGPT som sparringspartner
  • Du ved hvordan du giver ChatGPT en rolle
  • Du ved hvornår det er smart at bruge ChatGPT til dataanalyse

Hertil skal du bruge data fra dette Excel ark: Dataark opgave 1

Opgave 2: Lær Excel med ChatGPT

Læringsmål:

  • Du ved, hvordan du bruger ChatGPT som sparringspartner
  • Du ved, hvordan du skal prompte for at løse opgaver i Excel

Hertil skal du bruge data fra dette Excel ark: Dataark opgave 2

Information om anvendelse af ChatGPT

Flere og flere værktøjer bygger på OpenAIs ChatGPT og du vil derfor kunne tilgå teknologien på flere sites. Vi anbefaler enten at gøre det direkte via OpenAI (kræver login) eller via Perplexity (uden login).

Der kan nogle gange opstå udfordringer, når mange elever logger ind på samme tid. Dette kan muligvis afhjælpes ved, at de bruger deres egen mobils data-netværk (i stedet for skolens). Alternativt kan det betyde, at opgaven må løses i grupper, hvor færre er logget ind.

Datasikkerhed

Ligesom enhver anden teknologi, vi benytter os af i dagligdagen, så skal man tænke sig om ved brugen af ChatGPT. ChatGPT og andre lignende sprogmodeller bliver bl.a. trænet med den data du leverer ind til den. Gør derfor eleverne bevidste om, at de ikke skal uploade personlige, forretningskritiske eller andre følsomme data i ChatGPT.

Vær derudover opmærksom på skolens lokale regler omkring GDPR og brugen af kunstig intelligens som fx ChatGPT. Snak med din dataansvarlige på skolen, om du må bruge ChatGPT i undervisningen eller ej.