Bogmærke

Muligheder og udfordringer der følger AI

GenAISTEM-projektet adresserer en aktuel udfordring, men også mulighed på EUD.

Siden det mest omtalte GenAI-program, ChatGPT, så dagens lys i slutningen af november 2022, har CIU oplevet en overvældende interesse blandt lærere, konsulenter, ledere og direktører fra erhvervsuddannelserne i forhold til at blive klogere på, hvordan sådanne digitale teknologier kan anvendes fagligt, didaktisk og læringsmæssigt meningsfuldt i alle undervisningens faser.

Behovet for viden om forståelse og anvendelse af GenAI har generelt sat sit præg på uddannelsessektoren, hvor der allerede fra start var tale om to overordnede tilgange, der enten fokuserede på alle udfordringerne eller på alle de muligheder, der kan åbne sig via denne særlige form for teknologi.

I projektet anlægger vi en kritisk, men konstruktiv tilgang til at udforske og afprøve diverse former for GenAI. Samtidig er vi bevidste om, at meningsfuld anvendelse af GenAI kræver digital teknologiforståelse hos alle de aktører på EUD, som eventuelt måtte være involveret i anvendelsen.

Udforskning af GenAI’s potentiale
Mens anvendelse af AI ikke er noget nyt fænomen inden for undervisning på de danske erhvervsuddannelser, er viden om anvendelse af GenAI endnu ganske sparsom.

Et af de faglige områder, hvor vi ser lovende muligheder for at forstå og anvende GenAI, er inden for STEM. Dette hænger ikke bare sammen med, at teknologi ofte er i fokus i STEM-undervisning, men handler også om, at vi allerede nu oplever faglige udvalg og erhvervsorganisationer fokusere på brugen af GenAI i relevante STEM-erhverv.

Men når det handler specifikt om generativ AI, så er området endnu uudforsket, og afprøvning er stadig på et afsøgende niveau mange steder. Her giver international forskning nogle begyndende pejlemærker for, hvad GenAI generelt kan bruges til i undervisning, og i den forbindelse bliver det vores opgave i projektet at få denne viden koblet til vores danske EUD-kontekst.

Som et eksempel på meningsfuld anvendelse nævnes i flere sammenhænge anvendelse af GenAI som elevens ’kognitive partner’. Det handler om, at eleven gennem sit arbejde kan anvende GenAI (f.eks. en chatbot) som dialogpartner, der kan udfordre, støtte og komme med input til at kvalificere elevens faglige udvikling og læreproces (Deng & Yu, 2023).

Dette er en tilgang, som vi er inspireret af og kommer til at arbejde videre med, hvilket du kan læse mere om i Indblik #1, hvor der også er reference til den omtalte artikel.

Vil du læse mere?

I Indblik #1 under kapitel “4# Viden vi står på: GenAI“, kan du læse mere om de muligheder og udfordringer, der kan være forbundet med brugen af GenAI i uddannelseskontekster.

Skrevet den 08.05.24

Til GenAISTEM forsiden