Lær med AI
AI-baseret og interaktivt undervisningsforløb
Vi har undersøgt, hvordan man kan skabe digital læring på nye måder ved at udvikle et AI-baseret og interaktivt undervisningsforløb. I dette eksempel er forløbet skræddersyet til undervisning i køleteknik, men konceptet kan tilpasses andre fag eller undervisningsområder.
Formålet med at udvikle et AI-baseret og interaktivt undervisningsforløb er at skabe en mere engagerende og tilgængelig læringsoplevelse for eleverne. Undervisningsforløbet består af 11 sider, som hver dykker ned i et specifikt emne inden for køleteknik. På hver side finder du og dine elever altid tre faste elementer:
- How-to videoer
Underviser Peter Hørning guider eleverne gennem emnerne med letforståelige forklaringer og viser, hvordan eleverne selv kan udføre opgaverne. - Interaktive øvelser
Hver side indeholder små, engagerende øvelser såsom quizzer eller simulationer, der på en sjov og praktisk måde kan styrke elevernes forståelse af emnerne. - Ekspert-chatbot
En fagspecifik chatbot, der både kan fungere som hjælpelærer og sparringspartner. Chatbotten besvarer spørgsmål, giver forklaringer og guider eleverne videre – men kun inden for køleteknik, da chatbotten er trænet på Peter Hørnings fagbog: Køleanlæg og Varmepumper (2023).
Forløbets format giver eleverne mulighed for at arbejde selvstændigt og i deres eget tempo med de emner, de ønsker at fordybe sig i. Her kan de både hente sparring og viden fra elementer, som ikke blot består af at slå op i en traditionel fagbog.
Undervisningsforløbet er udviklet i tæt samarbejde mellem Blik- og Rørarbejderforbundet, TEKNIQ Arbejdsgiverne, EVU, El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat og CIU.
Opdateret den 6. december 2024