Hvem er de permanente videnscentre?
Fra 1. januar 2025 har Børne- og Undervisningsministeriet permanentgjort 7 videnscentre for erhvervsuddannelse – lige her kan du få et overblik over de syv permanentgjorte videnscentre og hvad den nye organisering kan betyde for dig.
Videnscenter for Velfærdsteknologi
Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark og Østdanmark er fusioneret til ét samlet videnscenter inden for fagområdet “Omsorg, Sundhed og Pædagogik”med SOSU H som værtsskole. Oprindeligt etableret under overskriften “Mennesker, Velfærd og Teknologi” arbejder videnscentret som en helhed med at styrke undervisere og elevers velfærdsteknologiske kompetencer i en tid med øget digitalisering og nye krav til arbejdskraft – gennem udviklingen, indsamlingen og implementeringen af viden om velfærdsteknologi i en pædagogisk og didaktisk kontekst.
Besøg Velfærdsteknologi her på Videnscenterportalen
Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed
Håndværk og Bæredygtighed er videnscentret inden for håndværk under fagområdet “Teknologi, Byggeri og Transport”, som er blevet sammenlagt med Håndværk Design og Arkitektur. Håndværk og Bæredygtigheds værtsskole er Learnmark, som husede det oprindelige Håndværk og Bæredygtighed. I forbindelse med sammenlægningen vil relevante undervisningsmateriale fra Håndværk Design og Arkitektur blive overflyttet til Håndværk og Bæredygtigheds videnscenterside, når Håndværk Design og Arkitekturs videnscenterside officielt bliver lukket fuldstændig ned i den kommende tid.
Besøg Håndværk og Bæredygtighed her på Videnscenterportalen
Videnscenter for Procesteknologi
Videnscenter for Procesteknologi fortsætter som hidtil – også i den nye organisering – med EUC Lillebælt som værtsskole. Videnscentret dækker fagområdet “Teknologi, Byggeri og Transport” med et fokus på procesteknologi med uddannelser som smed, lager, terminal, proces- og industrioperatør samt mejerist-uddannelsen på Kold College.
Besøg Procesteknologi her på Videnscenterportalen
Videnscenter for Automation og Teknologi
Videnscenter for Automation og Robotteknologi Nord og Syd er blevet sammenlagt til ét center – med nyt navn – med Mercantec som værtsskole ligesom Nord før årsskiftet. Videnscentret dækker fagområdet “Teknologi, Byggeri og Transport” med et fokus på at styrke fremtidens arbejdskraft gennem den nyeste viden om automation og teknologi.
Besøg Automation og Teknologi her på Videnscenterportalen
Videnscenter for Jord- og Landbrug
Videnscenter for Jord- og Landbrug er et nyt videnscenter, som blev etableret i løbet af 2024 og officielt blev lanceret på Videnscenterportalen i december. Hele 17 uddannelsesinstitutioner gik sammen i en ansøgning om at etablere videnscentret inden for fagområdet “Fødevarer, Jordbrug og Oplevelser”, hvor Jordbrugets UddannelsesCenter Århus er blevet godkendt som videnscentrets værtsskole.
Besøg Jord- og Landbrug her på Videnscenterportalen
Merkura – Videnscenter for Merkantil Udvikling
Merkura med Aarhus Business College som værtsskole er blevet til det nye merkantile videnscenter inden for fagområdet “Kontor, Handel og Forretningsservice” efter en sammenlægning af de to merkantile centre Digital Handel og Viden om data.
Besøg Merkura her på Videnscenterportalen
CIU – Center for it i undervisningen
CIU fortsætter som videnscentret, der dækker IT og Didaktik på tværs af alle erhvervsuddannelser og fagområder med TietgenSkolen som værtsskole. CIU arbejder med at understøtte erhvervsskolerne i anvendelsen af it i undervisningen.
Besøg CIU her på Videnscenterportalen
Find rundt på portalen efter omstruktureringen
De 7 permanente videnscentre
Automation og Teknologi
Procesteknologi
Håndværk og Bæredygtighed
Jord- og Landbrug
Merkura